Skal man stadig bruge mundbind i Japan i 2023?

08/11/2023 | Rejser

Et spørgsmål jeg rigtig ofte bliver stillet er om der fortsat er krav om brug af mundbind i Japan. Jeg formoder det både kommer af at man naturligvis gerne vil være helt sikker, men også at jeg selv har mundbind på i rigtig mange af de billeder jeg deler både her på bloggen og på mine sociale medier såsom Instagram. Så det er helt forståeligt. Det korte svar er: nej.

Kravet om mundbind blev afskaffet tidligere i år

Japan, der var lukket i flere år under det værste af pandemien, har haft strenge krav om brug af mundbind. Både under pandemien, men faktisk også efterfølgende da de genåbnede landets grænser. Mundbinds-kravet blev dog afskaffet tilbage i marts 2023, hvor det derfra blev op til den enkelte at vurdere om man ville bære mundbind. Der er enkelte steder, såsom hospitaler og fyldte transportformer hvor myndighederne fortsat anbefaler brug af mundbind – men det er altså ikke lovpligtigt.

Foruden afskaffelsen af kravet om brug af mundbind (eller maske som nogle foretrækker at kalde det), blev der i maj 2023 afskaffet en masse krav vedrørende indrejse til Japan. Eksempelvis kræves der ikke længere bevis for gyldig covid-19 vaccinationer og at man har en rejseforsikring der dækker covid-19 relaterede lægeudgifter.

Men bruges der så stadig mundbind i Japan?

Ja! I høj grad. Præcis ligesom før pandemien er Japan et land der i høj grad benytter mundbind for at beskytte hinanden. Du vil opleve mange benytte mundbind på steder med mange mennesker såsom i offentlig transport og områder hvor man nemt vil kunne smitte hinanden – ikke kun ift. covid-19, men også andre sygdomme. For hvem gider at have sidemandens forkølelse? Jeg kan virkelig godt forstå dem.

Når det er sagt, så skal du ikke være nervøs for et socialt pres om at fortsat bære mundbind. I sommers testede jeg selv at rejse rund uden mundbind (trods jeg havde medbragt det), og jeg oplevede ikke nogle problemer overhovedet. Det skal dog siges at jeg selv ikke har noget problem med at bære mundbind, og såfremt jeg er bare det mindste snottet eller sløj, så vil jeg i Japan uden tvivl fortsat bære det – præcis ligesom de lokale.
En ting jeg dog oplevede er, at andelen af mundbindsbærere varierer ret meget rundt omkring i landet. I Tokyo vil jeg sige at det her i sommers var ca. 50% i offentlig transport der bar det, hvorimod det i Aomori (helt oppe nordpå, i Tohoku-regionen) var nok omkring 80%. Så der lader til at være lokale forskelle.

En anden ting jeg har oplevet på mine rejser er, at japanerne fortsat er gode til at holde social afstand. Det kan være svært på meget travle steder, men hvis der er plads, såsom ved fodgængerfelter, vælger mange at holde lidt ekstra afstand for at passe på både sig selv og hinanden. Min anbefaling er at blot følge hvad de lokale gør, så man opretholder et rimelig niveau af høflighed. Vi er trods alt gæster i deres land og er taknemmelige for at de genåbnede deres grænser for et år siden, så vi igen kan besøge dette fantastiske rejseland.

Har du tænkt dig at benytte mundbind når du besøger Japan? Lad mig høre i kommentarfeltet nedenfor.

Var dette indhold brugbart?

Tusind tak for din feedback!

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Sakura Mobile Travel WiFi
Simons Japan

Konnichiwa!

Mit navn er Simon og er din nye inspirationskilde til dit næste Japan-eventyr.

Jeg er en almindelig fyr der altid har været fascineret af Japan. På denne blog deler jeg ud af mine bedste oplevelser, rejsetips, tanker og ikke mindst hvordan man får flettet japanske oplevelser ind i sit liv her i Danmark. Følg denne blog, hvis du ligesom jeg er vild med Japan og deres kultur.