En af vores must-dos i Tokyo var at spise sushi. Men vi ville ikke “bare” spise sushi. Vi ville have en super autentisk og mind-blowing gastronomisk oplevelse og gerne fra en anderkendt restaurant. Først forsøgte jeg at finde et sted at booke bord på Sukiyabashi Jiro, som mange kender fra Netflix udsendelsen Jiro’s Dream of Sushi. Restauranten har 3 michelinstjerner og ejeren Jiro er blevet udpeget til at være en nationalskat af landet selv. Men det var desværre ikke muligt, da de ikke længere tager reservationer, da der kun er plads til 10 personer i restauranten og de drukner i anmodninger. Derudover er prisen også enorm her på en af verdens mest renommerede restauranter, så det ville nok ikke lade sig gøre uanset.
Men en anden meget renommeret restaurant vi fik anbefalet af venner var Kyubey i Ginza. Kyubey kører den samme stil. Dvs. en familiedrevet restaurant med meget traditionel japansk interiør, få pladser i hver af deres restauranter og man har sin egen kok der laver en gourmet omakase menu. Jeg havde også set restauranten på YouTube i showet Worth It?, hvor jeg allerede var totalt solgt. Man skulle reservere bord via sit hotel, hvilket vi først kunne få lov til ved ankomst til hotellet, men det lykkedes alligevel.
Ved ankomst
Vi tog en taxa fra vores hotel til restauranten, hvilket også var en oplevelse i sig selv. Taxa er meget dyrt i Japan, chaufførerne har meget fint tøj og handsker på og dørene går op automatisk.
Restauranten lå i en sidegade til en af Ginzas hovedgader. Intet flashy, som Ginza ellers er, men alligevel en meget flot indgang. Ved ankomst blev vi straks mødt af en kimonoklædt kvinde, der spurgte til vores reservation. Hun grinte lidt fordi jeg kunne sige mit navn på den japanske måde (Saimon Herumansen) og viste os derefter hen til vores bord.
Ligesom de fleste andre steder i Japan var vi de eneste ikke-japanere, hvilket jeg er så vild med! Restauranten er meget lille og man sidder helt oppe i “baren”, hvor kokkene står bagved og laver maden til gæsterne. Hvert sæt af gæster har sin egen kok, der holder øje med hvor hurtigt man spiser, så han tilpasser tilberedningen til dette. Vores kok talte også fint engelsk, så selv når mit japanske kom til kort var der intet problem. Der var nok 4-5 kimonoklædte kvinder der gik rundt og sikrede at alle havde drikkevarer. På anbefaling fra kokken bestilte vi en sød sake som jeg synes var rigtig god og derudover fik vi vand. På de fleste restauranter i Japan får man vand ad libitum, hvilket er meget rart.
Klientellet i restauranten var meget alsidigt. Der var både nogle der lignede store virksomhedsdirektører, nogle unge og rige mennesker der var meget flot klædte, en teenager iført en billig t-shirt, en familie der fejrede en fødselsdag og et ungt par der var på date.
Maden og den gastronomiske oplevelse
Vi bestilte en omakase-menu til 15.000 Yen (ca. 885 kr.) pr. person. Kokken gik straks i gang med maden. Vi spise alting lidt hurtigt, da vi følte vi var nødt til det, når kokken hele tiden “ventede” på vi blev færdige. Det tror jeg reelt set ikke vi havde behøvet. Det betyder dog, at jeg ikke fik taget billeder af alle retterne.
Overordnet set var maden en kæmpe oplevelse og meget spændende. Nogle gange lidt for spændende. For eksempel var vi ikke særlig vilde med sushi af søpindsvin (kaldet uni うに på japansk). Søpindsvin-sushi og søpindsvin generelt er en meget populær spise i Japan. Visuelt mindede det om en våd form for torskerogn (og vi danskere kan som regel godt lide torskerogn), men konsistensen var lidt mærkelig for os. Dog fik vi også mange enormt gode sushi og sashimi-retter. Vi fik eksempelvis flere slags tun der var fantastisk. Det samme med mange andre retter som jeg ville ønske jeg kunne spise igen.
Til alle retterne var kokken god til at fortælle os hvordan man bedst spise de enkelte retter. Nogen skulle spises med lidt soya, andre uden og nogen skulle spises lige med det samme.
Halv-levende sushi.. HJÆLP!
En af aftenens største oplevleser, der klart har brændt sig ind på nethinden permanent, var da vi skulle have en rejesushi. Vi blev spurgt om vi ville have den “very fresh” eller let tilberedt. Vi kiggede på hinanden og sagde i kor at den gerne måtte være let tilberedt. Men alle kokkene overbeviste os om at prøve det “very fresh” i stedet, fordi det er den ægte japanske måde og at det er rigtig godt. Hvad “very fresh” skulle vise sig at betyde, var at rejen stadig bevægede sig. Han tilberedte den ved at flå rejen, der lige havde sprællet på hans spækbræt, over på midten. Kroppen bevægede sig stadig livligt mens han pillede ben og skal af. Hovedet lå på spækbrættet og stirrede på os med foragt. Sushien fik vi derefter serveret, og til vores store skræk bevægede rejekroppen sig stadig. Den var selvfølgelig død, men nerverne trak sig sammen. Tro mig, jeg har aldrig tygget noget mad så hurtigt som dér. Jeg havde ikke lyst til at mærke den bevæge sig i munden på mig (og det gjorde jeg så heller ikke). Smagsmæssigt var det rigtig godt, så jeg er glad for at vi sagde ja til at få det på denne måde. Alle de lokale japanere fik også retten på den måde – nogle mere rutinerede end andre.
Da vi var færdige med den sprællende reje, fik vi serveret hovedet (det der lå og kiggede på os før). Denne gang dog dybstegt. Kokken sagde at alt skulle spises, men det gjorde vi altså ikke. Vi var også ved at være meget mætte, så det endte lidt med at vi måtte prioritere hvad vi spiste.
Billeder og videoer fra aftenen
Vurdering af Kyubey Ginza
Denne gastronomiske oplevelse var alt jeg havde håbet på. Det var high end, meget elegant, hyggeligt og super autentisk. Jeg vil huske denne aften og oplevelse resten af mit liv.
Prisen på 15.000 Yen pr. person (ca. 885 kr.) lyder af meget for nogle, men jeg synes klart det var pengene værd. Samlet set blev det 2.298 kr.
0 kommentarer