Er kontanter nødvendige i Japan?

11/09/2024 | Rejser

Når du planlægger en rejse til Japan, vil du sikkert spørge dig selv, hvordan du bedst betaler for ting. I mange vestlige lande er vi vant til at kunne betale næsten alt med kort eller mobilbetaling, men Japan er lidt anderledes. Så lad mig hjælpe dig med at besvare spørgsmålet: Er kontanter nødvendige i Japan?

Japan er stadig et kontantbaseret samfund

Selvom teknologien i Japan på mange områder er langt fremme, så er kontanter stadig en stor del af hverdagen, især når det gælder betaling. Mange mindre forretninger, restauranter og attraktioner foretrækker kontanter, og det er ikke altid, du kan bruge dit internationale kreditkort. Jeg har selv oplevet flere gange, at en lille café eller en souvenirbutik ikke tog imod andet end yen-mønter og sedler, så det er altid en god idé at have kontanter på dig, når du bevæger dig rundt i Japan.

Større steder tager kort

Det skal dog ikke afskrække dig fra at medbringe dit Visa- eller MasterCard. Større kædebutikker, hoteller og shoppingcentre accepterer normalt internationale kort, og hvis du shopper i de store elektronikbutikker som BIC Camera eller Yodobashi, vil de fleste steder også tage imod kortbetaling. Jeg bruger typisk mit kreditkort, når jeg skal købe større ting som elektronik eller sko fra en af de japanske mærker.

IC-kort – mere end bare transport

En anden smart løsning i Japan er IC-kort som Suica og Pasmo. Oprindeligt er de designet til at betale for offentlig transport, men de kan faktisk bruges til meget mere. Jeg bruger personligt mit IC-kort flittigt i konbini (de japanske convenience stores som FamilyMart og 7-Eleven) og til mindre indkøb som drikkevarer fra automater. Det er en super praktisk betalingsmetode, og så slipper du for at skulle rode rundt med småmønter.

Hæv penge nemt i 7-Eleven

Hvis du løber tør for kontanter, er det heldigvis nemt at hæve penge i Japan. De fleste 7-Eleven butikker har hæveautomater (ATM), der accepterer internationale kort, og mange af disse automater har en engelsk menumulighed, så det er ligetil at bruge dem. Jeg foretrækker selv 7-Eleven, fordi de altid har åbent, og man kan finde dem overalt – det er virkelig en life-saver.

Bestil japansk valuta hjemmefra

Når jeg selv rejser til Japan, bestiller jeg altid japansk valuta hjemmefra gennem min egen bank. Jeg har fundet ud af, at jeg får den bedste kurs på den måde, selvom banken opkræver et gebyr for vekslingen. Desværre er det ikke alle banker i Danmark, der tilbyder japansk valuta, så det kan være, du skal undersøge det på forhånd. Hvis din bank ikke tilbyder det, er der dog andre måder at skaffe kontanter på, såsom at veksle i lufthavnen eller hæve penge, når du ankommer til Japan.

Hvad er bedst for dig?

Så er kontanter nødvendige i Japan? Svaret er: ja, men det afhænger også af, hvor du befinder dig, og hvad du skal lave. Hvis du planlægger at holde dig til større byer som Tokyo eller Osaka og hovedsageligt shopper i store butikker, kan du nok klare dig med kort. Men hvis du som mig godt kan lide at udforske små lokale områder, spise på hyggelige restauranter eller tage på templer, er det klogt altid at have lidt kontanter ved hånden. Jeg kan i hvert fald ikke forestille mig at rejse rundt i Japan uden nogle yen i lommen!

Jeg kan desuden anbefale dig at også tjekke min mini-guide om valuta og betaling i Japan.

Var dette indhold brugbart?

Tusind tak for din feedback!

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Simon i Tokyo, Japan

Konnichiwa!

Mit navn er Simon og er din nye inspirationskilde til dit næste Japan-eventyr.

Jeg er en almindelig fyr der altid har været fascineret af Japan. På denne blog deler jeg ud af mine bedste oplevelser, rejsetips, tanker og ikke mindst hvordan man får flettet japanske oplevelser ind i sit liv her i Danmark. Følg denne blog, hvis du ligesom jeg er vild med Japan og deres kultur.