Valuta og betaling

Når du planlægger din rejse til Japan, er det vigtigt at have styr på valuta og betalingsmetoder, så du undgår ubehagelige overraskelser og er bedst muligt forberedt til din rejse. Her får du en guide til den japanske valuta, betalingsmetoder i Japan, og hvordan du kan veksle penge både hjemmefra og under din rejse.

Japansk valuta

Japans officielle valuta er yen (¥ eller JPY). Yen kommer i både mønter og sedler:

  • Mønter: 1, 5, 10, 50, 100, og 500 yen
  • Sedler: 1.000, 2.000 (sjældne), 5.000, og 10.000 yen

Det kan være en god idé at altid have små sedler og mønter ved hånden, da nogle mindre forretninger og automater (eksempelvis drikkevareautomater) ikke accepterer store sedler.

Betalingsmetoder i Japan

Modsat hvad mange tror, er Japan faktisk kendt for at være et kontantbaseret samfund. Kontante betalinger er den absolutte mest brugte betalingsform. Men når det er sagt, så udvikler betalingsmetoderne sig hurtigt, og i mange butikker kan man sagtens betale med kort.
Her er en oversigt over de mest almindelige betalingsmetoder:

1. Kontanter:
Japansk valuta (yen)Kontanter er stadig den mest udbredte betalingsform i Japan. Mange mindre butikker, restauranter og landlige områder accepterer kun kontanter. Jeg vil derfor altid anbefale dig at have kontanter (japanske yen) på dig når du rejser i Japan.

2. Kreditkort og debitkort:
Kreditkort og betalingsmetoderDe fleste større butikker, restauranter og hoteller accepterer internationale kreditkort som Visa og MasterCard. Dog er det ikke alle steder, der tager imod kort, så det er som nævnt altid godt at have kontanter som backupløsning. Jeg bruger selv typisk kun mit kreditkort til større shopping, såsom når jeg køber nye sko i Onitsuka Tiger butikkerne.

3. Mobile betalinger:
Mobile betalingsløsninger som Apple Pay, Google Pay og lokale tjenester som PayPay og Line Pay bliver mere almindelige i større byer.

4. IC-kort:
Suica og PasmoFor nem transport og betaling af mindre køb kan du bruge IC-kort som Suica eller Pasmo. Disse kort er en slags rejsekort, der både kan bruges i transport og som betalingsmiddel. Det er en utroligt praktisk betalingsform og noget jeg selv bruger rigtig meget til betaling i konbini (convenience stores) – og naturligvis til transport. Disse kort kan genopfyldes og bruges til tog, busser, og i mange butikker og automater (inklusiv mange drikkevareautomater). Grundet global chipmangel er det ofte svært at få fat i de fysiske udgaver af IC-kort som Suica og Pasmo, men du kan som regel altid få turistudgaverne der henholdsvis hedder Welcome Suica og Pasmo Passport (forskellen er at turistudgaverne udløber efter en måned og at eventuel indestående saldo ikke udbetales). Alternativt kan du på iPhone oprette et Suica, Pasmo eller Icoca kort direkte i Apple Wallet. Android har desværre ikke denne mulighed (kun Android-telefoner købt i Japan).

Forberedelse hjemmefra

Inden du rejser, kan det være nyttigt at have lidt japansk valuta med dig. Her er nogle måder, du kan forberede dig på:

1. Veksle penge til yen i Danmark:
Du kan veksle danske kroner til yen i din bank eller hos et vekselbureau. Det er en god idé at bestille valutaen i god tid, da ikke alle steder har yen på lager. Jeg veksler altid hjemmefra via min bank, hvilket jeg har regnet mig frem til er markant billigere end vekslebureauerne, trods min bank tager et markant vekslegebyr (årsagen til at vekslebureauerne typisk er en del dyrere er fordi de giver en dårligere kurs).

2. Hævning af yen i Japan:
Du kan hæve kontanter i Japan ved hjælp af internationale betalingskort. De mest pålidelige steder at hæve penge er i hæveautomater (ATM) i 7-Eleven, postkontorer og større banker. Disse automater har ofte engelsk sprogvalg og accepterer internationale kort. Der er dog typisk en relativt lav grænse på mængden du kan hæve ad gangen, hvilket gør at det hurtigt kan løbe op i en del hæve- og vekslegebyrer, hvis man ender med at hæve mange gange.

Tips til veksling og hævning

  • Undgå høje gebyrer: Tjek med din bank om eventuelle gebyrer for internationale hævninger. Nogle banker tilbyder kort uden udenlandske transaktionsgebyrer.
  • Opbevaring af kontanter: Da kontanter stadig er så udbredte, er det vigtigt at opbevare dem sikkert. Brug en pengekat eller et sikkert sted i din taske.
  • Planlæg dine hævninger: Da ikke alle hæveautomater accepterer internationale kort, kan det være en god idé at hæve større beløb ad gangen for at minimere behovet for hyppige besøg i automater.

Vekselbureauer i Japan

Hvis du har brug for at veksle penge, mens du er i Japan, kan du finde vekselbureauer i lufthavne, større byer og turistområder. Jeg har ikke indblik i om deres vekslekurser er fordelagtige, men uagtet det, vil jeg altid anbefale dig at sammenligne flere steder, hvis muligt.

Var dette indhold brugbart?

Tusind tak for din feedback!

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Simon i Tokyo, Japan

Konnichiwa!

Mit navn er Simon og er din nye inspirationskilde til dit næste Japan-eventyr.

Jeg er en almindelig fyr der altid har været fascineret af Japan. På denne blog deler jeg ud af mine bedste oplevelser, rejsetips, tanker og ikke mindst hvordan man får flettet japanske oplevelser ind i sit liv her i Danmark. Følg denne blog, hvis du ligesom jeg er vild med Japan og deres kultur.