Efterårsfarver i Japan 2026 – se datoerne her

23/09/2026 | Rejser

Opdateret 7. november 2026: Datoerne er nu opdateret efter den tredje og sidste prognose fra Japan Meteorological Corporation, som kom 4. november. I Aomori og Kanazawa er bladene allerede målt, så de datoer er nu de faktiske.

Hvis du spørger mig, hvornår Japan er allersmukkest, så er svaret efterår. Ikke fordi foråret ikke er flot, men fordi der er noget helt særligt ved at gå rundt i en tempelhave hvor alt er rødt, orange og gyldent, mens luften er kølig og klar. Jeg har været i Japan i november flere gange nu, og jeg bliver ved med at vende tilbage i netop den periode.

Japanerne har et ord for det: momijigari (紅葉狩り), som betyder “jagt på røde blade”. Det er en gammel tradition hvor man tager ud i parker, templer og bjerge for at se løvet skifte farve, lidt ligesom man gør med kirsebærblomsterne om foråret. Og det tager de seriøst. De japanske vejrtjenester udgiver hvert år prognoser for hvornår bladene topper i de enkelte byer, og det er dem jeg samler her.

Det kommer måske som en overraskelse for dig, men efterårsfarverne i Japan kommer senere end de fleste danskere tror. Rejser du f.eks. i oktober, er det meste af landet stadig grønt. Det er først i november og starten af december, at det for alvor sker i de store byer. Undtagelsen er dog helt oppe nordpå i Aomori og Hokkaido hvor det følger mere det flow vi er vant til herhjemme. Men netop denne misforståelse omkring hvornår efterårsfarverne lander i Japan lærte jeg selv i 2024: da jeg var i Kyoto midt i november, var der stadig meget grønt. Det var først omkring 1. december, hvor jeg var nået videre til Tokyo, at det for alvor skiftede, og de gule ginkgoblade toppede. Og da jeg under samme rejse var i Aomori i slut november, var efterårsfarverne helt væk der – sæsonen var allerede slut.

Hvornår skifter bladene farve i Japan i 2026?

Den første prognose for 2026 kom fra Japan Meteorological Corporation den 2. september og er siden blevet opdateret den 1. oktober og den 4. november, som var sæsonens sidste prognose. Igen i år kommer farverne lidt senere end normalt. Oktober var markant varmere end et normalt år, og november ventes også at blive varmere end gennemsnittet. Når det er varmt, venter træerne med at skifte farve.

Det er især i Nagano og i den vestlige del af landet, man kan mærke det. I Nagano og Kochi ventes de røde blade at toppe ti dage senere end normalt, og i Kyoto og Fukuoka ni dage senere. I Tokyo og Osaka er det tæt på et normalt år, med røde blade omkring 30. november i Tokyo og 6. december i Osaka. Kyoto ligger omkring 14. december for de røde blade i selve byen. Helt oppe nordpå i Aomori er sæsonen derimod allerede i gang: her nåede de røde blade toppen 6. november, en uge før normalt.

Den gode nyhed er, at bladene ser ud til at være i god stand. Weathernews, som også laver prognoser, forventer flotte og klare farver over hele landet. En grå september trak lidt ud, men et solrigt oktober har rettet op på det.

Prognosen fra 4. november er sæsonens sidste, så det er de datoer, du skal planlægge efter. Vejret kan stadig rykke toppen et par dage, så tjek gerne prognosen igen lige før du tager af sted.

Prognose for røde blade i Japan 2026

De røde blade er primært japansk ahorn (momiji), og det er dem de fleste forbinder med japansk efterår.

ByPrognose 2026NormalårForskel
Sapporo1. november28. oktober4 dage senere
Aomori6. november*13. november7 dage tidligere
Sendai26. november21. november5 dage senere
Tokyo30. november28. november2 dage senere
Kanazawa2. december24. november8 dage senere
Nagano22. november12. november10 dage senere
Nagoya4. december28. november6 dage senere
Kyoto14. december5. december9 dage senere
Osaka6. december1. december5 dage senere
Wakayama14. december6. december8 dage senere
Hiroshima30. november22. november8 dage senere
Kochi12. december2. december10 dage senere
Fukuoka10. december1. december9 dage senere
Kagoshima13. december15. december2 dage tidligere
Kilde: Japan Meteorological Corporation, 3. og sidste prognose, udgivet 4. november 2026. *Datoer med stjerne er allerede målt af den japanske meteorologiske styrelse.

Prognose for gule blade i Japan 2026

De gule blade kommer fra ginkgotræerne, og de topper typisk lidt før ahornen. I Tokyo er de gule ginkgo-alléer næsten lige så store en begivenhed som de røde blade.

ByPrognose 2026NormalårForskel
Sapporo1. november4. november3 dage tidligere
Aomori4. november*2. november2 dage senere
Sendai1. december23. november8 dage senere
Tokyo29. november23. november6 dage senere
Kanazawa26. oktober*10. november15 dage tidligere
Nagano15. november10. november5 dage senere
Nagoya20. november18. november2 dage senere
Kyoto30. november24. november6 dage senere
Osaka27. november22. november5 dage senere
Wakayama28. november23. november5 dage senere
Hiroshima23. november15. november8 dage senere
Kochi19. november15. november4 dage senere
Fukuoka30. november20. november10 dage senere
Kagoshima30. november25. november5 dage senere
Kilde: Japan Meteorological Corporation, 3. og sidste prognose, udgivet 4. november 2026. *Datoer med stjerne er allerede målt af den japanske meteorologiske styrelse.

Sådan skal du læse datoerne

De viste datoer viser starten på toppen, ikke slutningen, og farverne hænger typisk ved et stykke tid efter. Prognoserne følger nemlig den japanske meteorologiske styrelses faste observationstræer.

Samtidig gælder datoen for selve byen. Kendte spots i bjergene eller uden for centrum kan komme tidligere. Et godt eksempel er Arashiyama i Kyoto, som Weathernews forventer topper omkring 23. november, altså et godt stykke før måletræet i Kyoto by. Og går du op i bjergene, er du endnu tidligere på den: Irohazaka-vejen ved Nikko toppede allerede sidst i oktober.

Så tommelfingerreglen er: jo højere oppe og jo længere mod nord, jo tidligere. Er du i Japan i oktober, skal du op i bjergene. Er du der sidst i november, er byerne dit bedste bud.

Hvad styrer hvornår bladene skifter?

Det er først og fremmest temperaturen. Når nætterne bliver kølige, begynder træerne at skifte farve, og kolde morgener kombineret med solrige dage giver de klareste farver. Derfor er et varmt efterår som i år ensbetydende med en senere sæson.

Nedbør spiller også ind. For lidt regn i sommeren kan give blade der tørrer ud og bliver brune i stedet for røde, mens for meget blæst og regn i selve sæsonen kan rive bladene af træerne før tid. Og så er der byvarmen. De store byer er varmere end landet omkring dem, og det er en af grundene til at Tokyo og Osaka ligger så sent.

Mine favoritsteder til efterårsfarver i Japan

Jeg har været i Japan i november tre gange, i 2018, 2022 og 2024, og her er de steder, der har gjort størst indtryk på mig.

Kenroku-en i Kanazawa. I november 2022 ramte jeg Kanazawa i absolut prime time for efterårsfarverne, og det er stadig en af mine smukkeste Japan-oplevelser. Kenroku-en regnes for en af Japans tre smukkeste haver, og i efteråret er det svært at være uenig. Tag Kanazawa Castle med samme dag, de ligger lige ved siden af hinanden. Og køb en is med bladguld på vejen ud, det er Kanazawas specialitet.

Hirosaki i Aomori. Det her er mit hemmelige tip. I november 2024 kom jeg forbi et kæmpe ginkgotræ i slotsparken ved Hirosaki Castle, hvor jorden var fuldstændig dækket af gule blade, og der var næsten ingen mennesker. Selv de mest kendte ginkgo-steder i Tokyo blegnede i sammenligning. Nordjapan er i det hele taget enormt undervurderet, også når det gælder efterårsfarver.

Ginkgo-alléerne i Tokyo. Tokyo er fantastisk sidst i november, når ginkgotræerne bliver helt gule. Men vær forberedt på, at de mest populære steder er propfyldte. Jeg har selv stået og forsøgt at tage et billede uden tyve fremmede i baggrunden, og det lykkedes ikke. Gå tidligt om morgenen, eller find de mindre kendte gader. Den mest kendte er ginkgo-alléen ved Meiji Jingu Gaien i Aoyama-kvarteret, og det er også den mest overfyldte. Shinjuku Gyoen i Shinjuku er et godt alternativ, hvor der er mere plads.

Nara. Hjorte i Nara Park omgivet af efterårsfarver. Det er lige så hyggeligt, som det lyder, og Nara er en nem dagstur fra både Kyoto og Osaka.

Andre steder, der er kendt for deres efterårsfarver, er Arashiyama i Kyoto, Nikko nord for Tokyo og Oirase-kløften i Aomori. Og vil du have Mount Fuji med i billedet, er Lake Kawaguchi et oplagt valg.

Skal du rundt og jagte efterårsfarver, så sørg for at have internet på telefonen, så du kan tjekke togtider og kort undervejs. Jeg bruger selv eSIM, og du kan læse mere i min guide til eSIM, WiFi og simkort til Japan.

Mine tips til at få mest ud af efterårsfarverne

  • Kom tidligt. Efteråret er højsæson i Kyoto og Tokyo, og de kendte templer og parker bliver fyldt godt op i løbet af formiddagen. Morgenlyset er samtidig det flotteste.
  • Tjek prognosen igen lige før du rejser. Datoerne rykker sig ofte lidt fra den første til den sidste prognose.
  • Planlæg ruten efter farverne. Er du i Japan i længere tid, så start nordpå eller i bjergene og bevæg dig sydpå, så følger du toppen rundt i landet.
  • Tag billeder i blødt lys. Solopgang og sen eftermiddag giver de varmeste farver. Kig efter vand, der spejler bladene, det giver et ekstra lag i billedet.
  • Rengør linsen på din telefon. Det lyder banalt, men en fedtet linse ødelægger flere efterårsbilleder, end du tror.

Jeg er selv i Japan i efterårssæsonen i år

I år er jeg selv af sted igen, fra 28. november til 11. december. Hvis prognosen holder, lander jeg i Tokyo lige omkring toppen for både de gule og de røde blade, og i Osaka topper de røde blade omkring 6. december, som er min sidste dag i byen. Spots som Arashiyama har nok toppet, når jeg kommer til Kyoto, men selve byen burde stadig have farver. Lad os se 🙂 (husk at følge med på Instagram).

Billeder af efterårsfarverne i Japan

Find den perfekte oplevelse i Japan

Var dette indhold brugbart?

Tusind tak for din feedback!

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

koeb-japan-rail-pass-i-danmark-til-din-japan-rejse
Simons Japan

Konnichiwa!

Mit navn er Simon og er din nye inspirationskilde til dit næste Japan-eventyr.

Jeg er en almindelig fyr der altid har været fascineret af Japan. På denne blog deler jeg ud af mine bedste oplevelser, rejsetips, tanker og ikke mindst hvordan man får flettet japanske oplevelser ind i sit liv her i Danmark. Følg denne blog, hvis du ligesom jeg er vild med Japan og deres kultur.