Shokugeki no Soma (Food Wars)

21/12/2018 | Gastronomi, Film, tv og musik

Når jeg fortæller folk om min begejstring for al japansk, bliver jeg ofte hurtigt spurgt om jeg så også ser anime og læser manga. Svaret er ja, det gør jeg også. Du har måske et billedet af hvad manga og anime er, men der findes rigtig meget forskellige i vidt forskellige genrer. Fælles for de fleste er dog, at japansk anime er enormt dramatisk, selv hvis omdrejningspunktet og emnerne ikke traditionelt set lægger op til drama. Og jeg elsker det!

En af mine absolutte favoritserier, både som manga og anime hedder Shokugeki no Soma (食戟のソーマ), på engelsk oversat til Food Wars, som jeg virkelig anbefaler dig at give en chance.

Shokugeki no Soma

Plot i shokugeki no Soma
Hovedpersonen i denne serie hedder Soma og er søn af en kok. Han hjælper selv meget til i familiens down-to-earth diner-restaurant. En dag smutter faren uden videre og har samtidigt tilmeldt sin søn Soma til en elitær kokkeskole i Tokyo – faktisk så elitær, at kun 10% består skolen. Serien omhandler altså tiden på denne skole og den udvikling der sker undervejs, og selvfølgelig er det hele meget dramatisk og visuelt.
Ved at se serien får man udover underholdningen og dramaen også en masse viden om madlavning, både opskrifter, videnskaben bag mad og nye idéer. Nogle af vores yndlingsretter herhjemme er faktisk fra denne serie. Retter jeg aldrig ville være kommet på selv eller have fundet en opskrift på ellers.
Serien har mange fremhævede karakterer udover selve hovedpersonen. Hver især har de speciale indenfor et bestemt område, eksempelvis gourmet mad, fransk mad, italiensk mad, traditionelt japansk mad, japansk mad i almindelighed, fermenteret mad, mad der lugter fælt men smager himmelsk, molekylær gastronomi osv.

Nakiri Alice

En af mine favoritkarakterer fra serien er Alice Nakiri, der er vokset op i Danmark. Ja, Danmark! Alice Nakiri kommer fra en meget kendt elitær familie og specialiserer sig i molekylær gastronomi som hun har studeret i Danmark.

Alice Nakiri

Når man ser flashback scener, er Danmark og København rigtig godt gengivet. Selv postkasserne er identiske, hvilket gør mit perfektionist-gen meget tilfreds. Hendes mor er dansker og hendes far japaner. En rigtig fed ting ved Alice Nakiri er, at hun opfinder retter der for mit vedkommende er fuldstændigt mind-blowing og noget jeg aldrig ville have tænkt på selv. Derudover forklarer hun enormt meget om videnskaben bag maden, hvilket er information jeg selv tager videre i min madlavning.

Når der i serien opstår uenigheder, hvad enten det er for at justere deres rangering på skolen (hvem der er bedst) eller enhver anden form for uenighed, vælger de tit at kæmpe mod hinanden i en shokugeki (food battle). Disse kampe er virkelig fede og dramatiske. Forestil dig enhver anden battle-fokuseret serie, bare indenfor madlavning. Det er måske svært, så giv serien en chance.

Foodgasm

Disclaimer: foodgasms visualiseret
Hvis du ligesom jeg er en foodie (en der elsker god mad), kender du måske konceptet foodgasm. Altså en form for orgasme-følelse (overdrevet talt) som opstår ved fænomenal mad. En foodgasm-oplevelse jeg har oplevet, var da jeg på Marchal (D’angle terre) spiste en nyfortolket jordbærtærte med sichuanpepper. Det lyder mærkeligt, men var så godt at jeg næsten græd. Det er dén følelse jeg taler om her, når serien Shokugeki no Soma visualiserer foodgasms. Disclaimer-delen kommer ind i billedet ift. at det er meget meget visuelt. Forestil dig noget på grænsen til det pornografiske. Så det er nok ikke en serie for alle, men i min optik er det blot et ekstra element i dramatikken.

Jeg synes du skal give serien en chance. Jeg ser den selv på Crunchyroll, en fantastisk streamingtjeneste for anime (virker også på Apple TV, konsoller, apps og meget mere).

Var dette indhold brugbart?

Tusind tak for din feedback!

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Simon i Tokyo, Japan

Konnichiwa!

Mit navn er Simon og er din nye inspirationskilde til dit næste Japan-eventyr.

Jeg er en almindelig fyr der altid har været fascineret af Japan. På denne blog deler jeg ud af mine bedste oplevelser, rejsetips, tanker og ikke mindst hvordan man får flettet japanske oplevelser ind i sit liv her i Danmark. Følg denne blog, hvis du ligesom jeg er vild med Japan og deres kultur.