Weathering with You

Makoto Shinkai har gjort det igen! Skaberen af den prisvindende film Your Name har skabt endnu et animé mesterværk. Jeg har været inde i biografen at se den og kan varmt anbefale alle at se den. Uanset om man er til animé eller ej. Det er en rigtig smuk film, både visuelt og selve fortællingen.

Weathering with You, eller 天気の子 (Tenki no ko) som den hedder på japansk (nok bedst oversat til “Barn af vejret”) er en film der handler om drengen Hodaka der drager fra sin hjemstad ind til Tokyo for at bo og arbejde, hvilket dog viser sig at være svært. Undervejs møder han pigen Hina der viser sig at være helt speciel. Hun kan nemlig styre vejret og få regnen til at stoppe. Noget der hurtigt viser sig populært i en tid hvor det hele tiden regner i Tokyo. Hodaka og Hinas bekendtskab udvikler sig igennem filmen og undervejs sker der en række ting der både bringer dem tættere sammen, men også sætter dem begge på en prøve.

Noget jeg elsker ved både denne film og Makoto Shinkais forrige film er hvordan Tokyo er gengivet enormt realistisk. Jeg sad undervejs og nød ethvert gensyn med store og små detaljer fra Tokyo, alt lige fra bygninger, det hotel jeg boede på i Roppongi, togstationer, områder og seværdigheder i Tokyo, butikker, reklameskilte, restauranter osv. Selvom det er animeret føles det lidt som at træde ind i Tokyo igen, hvilket er noget jeg er sikker på bringer smilet frem hos alle Japan-elskere – også hvis man ikke har besøgt Tokyo.
Ligeledes skaber musikken, lydeffekterne og stemmerne den helt rette stemning for filmen fra start til slut. Man bliver let helt opslugt af fortællingen allerede i begyndelsen, hvilket i min verden netop er noget kun de bedste film kan gøre. Eventyr, håb, kærlighed, medgang, modgang, venskab, dilemma og desperation er alle nøgleord jeg vil forbinde med filmens handling.

Filmen kan ses i flere danske biografer. Jeg så den selv i Grand Teatret, hvilket var en rigtig god oplevelse. Og hvis du er bekymret ift. den coronatid vi lever i, så kan jeg betrygge dig med at der blokeres et sæde mellem hver gruppe og biografen havde masser af håndsprit tilgængeligt overalt.

Share: