KAI Hakone ryokan i Japan

KAI Hakone ryokan – del 2

Jeg fortsætter mini-serien om vores dagstur til Hakone, hvor vi boede på et virkelig smukt og traditionelt ryokan. Denne gang om onsen-faciliteterne på det traditionelle japanske hotel.

Det der fik mig til at booke et ophold på KAI Hakone, var deres billeder som jeg faldt over. Jeg havde nemlig kigget på forskellige bookingsider og bladret gennem mange ryokans, men de fleste tiltalte mig ikke helt nok. Ikke at de fejlede noget, men jeg søgte nok bare noget der så traditionelt ud, men ikke var decideret nedslidt. Og derudover måtte det også gerne være lidt Instagram-worthy. Pludseligt faldt jeg over KAI Hakone med deres utroligt flotte billeder. Faktisk fældede jeg en tåre, da jeg gik ind på deres hjemmeside fordi det jeg blev præsenteret for var perfekt (jeg har en ting med perfektionisme, især når jeg føler det bliver opfyldt). Der kom det ene billede efter det andet frem af især badefaciliteterne, som simpelthen var så gudesmukt. Selvom scenografien ikke matcher, fik jeg lidt et flashback til filmen Kill Bill 1, hvor hovedpersonen kæmper mod O-Ren Ishii i smukke tradtionelle omgivelser. Her måtte jeg bare holde min 30 års fødselsdag. Det kunne ikke blive mere perfekt.

Onsen faciliteterne er som de fleste steder i Japan kønsopdelt i mand/kvinde. Hos KAI Hakone vælger de at skifte skiltningen, så man får mulighed for at prøve begge afdelinger. Trods det var vinter da vi var der, var det ikke så koldt og udsigten var som vist på de grønne billeder. Hvis du tænker at billederne måske er retoucherede og har fået skruet op for farverne, så er svaret nej – det ser virkelig sådan ud i virkeligheden. Det var virkelig magisk at sidde i dette meget varme onsen bad og bare blive ét med naturen. Sidde i stilhed og lytte til det rislende vand, både fra selve onsen-badet der hentede vand fra varmekilderne, men også det rislende vand fra åen lige udenfor. Og ikke mindst lytte til naturen, fuglene, bladene, vinden. Dette er livet. Gid jeg kunne gøre dette regelmæssigt.

Selve onsen-badet har eftersigende mange fordele. Udover at være fantastisk ren terapeutisk (hvem elsker ikke et varmt bad?), så er det afstressende, muskelafslappende og vandet fra varmekilderne og Mt. Hakone er fyldt med sunde mineraler der er godt for huden. Faktisk anbefaler japanerne, at man ikke går i bad lige med det samme, så man får mest gavn af mineralerne.

Ligesom andre onsen-bade er der mange regler for hvad man må og ikke må. Eksempelvis er badetøj forbudt. Men selv hvis man som jeg er rimelig blufærdig, er det ikke et problem så snart man fornemmer at ingen andre tænker over det. Hvis man nemt overopheder i vandet, hvilket sagtens kan ske da det er meget varmt, så kan man med fordel dyppe et lille håndklæde i koldt vand og tage det på hovedet. Det gjorde jeg hver gang.
Reglerne er også årsagen til jeg ikke selv har nogle billeder af onsen-faciliteterne, da det naturligvis ikke er tilladt at tage billeder.

Når man er færdig med sit stegende hede onsen-bad og har fået tøj på, var der ad libitum kolde drikkevarer og sodavandsis (ispinde). Det var en god måde at lige komme ned i en almindelige temperatur igen. Alt i alt er der igen tænkt over hver enkelt lille detalje, både i forhold til gæsternes oplevelse men også designet. Det er vitterligt som at rejse flere hundrede år tilbage i Japans historie. Jeg misunder dem for at værne om deres traditioner i så høj grad.