Anmeldelse: Perfect Days

03/04/2024 | Film, tv og musik, Sponsoreret, Uden for Japan

Hvis der er en film du bør overveje at tage ind at se for tiden, så er det uden tvivl den ‘Perfect Days’ af Wim Wenders. Jeg var så heldig at blive inviteret af Camera Film og Grand Teatret til forpremieren på denne Oscar-nominerede japanske film. I modsætning til filmen ‘Drengen og hejren’ som jeg også var inde at se i samme biograf, havde jeg ingen særlige forventninger til ‘Perfect Days’. Men eftersom den var blandt finalisterne til en Oscar tænkte jeg, at den måtte være ligeså god som jeg har hørt og læst at den skulle være. Og det viste sig at være retvisende, for det er en virkelig god film!

En film om livets glæder og hverdagen små magiske øjeblikke

Hvis man læser om selve plottet for filmen løfter man muligvis øjenbrynet i forundring. For ‘Perfect Days’ omhandler hovedpersonen Hirayama der er en mand der arbejder som rengøringshjælp på de offentlige toiletter i Tokyo. En stor del af filmen skildrer netop dette arbejde på godt og ondt, men som tilskuer finder man hurtigt ud af, at det ikke er essensen af plottet. I filmen følger vi Hirayama der på mange måder lever et enkelt liv, med faste rutiner og ensartede dage. Hver dag vågner han, drikker den samme dåsekaffe i sin bil på vej til arbejde, lytter til de samme kassettebånd, udfører sit arbejde med den imponerende japanske dedikation, holder frokostpause det samme sted, har de samme rutineprægede gøremål, besøger de samme restauranter igen og igen, læser bøger fra genbrugsbutikken før han falder i søvn og ja.. fortsætter hele rumlen igen den næste dag på samme facon. Men bag facaden af det der kan ligne et relativt kedeligt og utroligt rutinepræget liv, gemmer der sig også en masse små øjeblikke der gør dagen fantastisk og magisk. Gennem hans umiddelbare trivielle hverdag bliver vi mindet om, at der for os alle eksisterer en masse magiske øjeblikke, hvis blot vi er opmærksomme på dem – og netop denne påmindelse gør at filmen føles enormt hjertevarm og ikke mindst livsbekræftende. Personligt oplevede jeg det som en øjenåbner i vores moderne liv og hverdag hvor vi hele tiden stræber efter mere og mere, og sjældent sætter pris på et ensartet og rutinepræget liv. Ikke fordi tanken om at værdsætte hverdagens magi er fjern for mig, men det er heller ikke hver dag jeg tænker på det – måske skulle jeg åbne øjnene lidt oftere og holde udkig efter de små magiske øjeblikke der kan gøre det ordinære til noget ekstraordinært. Det er hvert fald forsøget værd. Så tak Wim Wenders for at give mig denne inspiration.

Selv hvis man ikke er i markedet for en påmindelse om at nyde hverdagens små øjeblikke og magi, så er jeg fuldstændig overbevist om at du vil værdsætte filmen alligevel. For den er både interessant, hjertevarm, flot og generelt virkelig underholdende. Og hvis du følger mig, er du sikkert også fascineret af Japan, og så er der altså ingen vej udenom – du SKAL se denne film. For den tager dig med til Tokyo på bedste autentiske vis, hvor vi i modsætning til de fleste film ikke ser de typiske populære og turistede lokationer, men i stedet oplever en anden og mere lokal del af Tokyo. Ja, vi befinder os godt nok flere forskellige steder i metropolen, såsom Shibuya, Roppongi, Asakusa og Sumida, men de lokationer der vises i filmen er ikke deres seværdigheder som vi er vant til at se, så sagt på en anden måde får vi et nyt, friskt og endnu mere autentisk indblik i Tokyo og Japan, set fra en vinkel vi næppe selv kommer til. Hertil satte jeg selv meget pris på det filmiske udtryk og musiksammensætningen der tilsammen fuldstændigt opsluger en i denne fortælling, og ligeledes kostumerne (der alle, pånær rengøringsuniformen, er fra Uniqlo) som blot er endnu et yderst japansk element til dette mesterværk.

Og et lille fun fact; denne film startede oprindeligt som et reklameprojekt for at markedsføre de mange utroligt smukke offentlige toiletter der findes i Tokyo (som vises i filmen), men da projektet var gået i gang udviklede det sig hurtigt til en film, da indholdet sagtens kunne bære det – og det mundede så ud i en Oscar-nomineret film.

Til forpremieren startede arrangementet ud med en introduktion til filmen af den japanske ambassadør i Danmark (Uyama Hideki) og Mette Holm der har oversat filmen. Efter visningen bød MUJI på japanske snacks og drikkevarer, hvilket man ikke takker nej til nu når muligheden byder sig. Alt i alt et virkelig skønt arrangement og en absolut fænomenal film.

Se traileren her

Trailer til Perfect Days af Wim Wenders

2 Kommentarer

  1. Mads Agergård Petersen

    Så trist over at jeg ikke kunne komme med til den fremvisning! -_-
    Den ligger øverst på listen over film jeg skal have hevet konen med til at se!

    Svar
    • simon

      Det kan jeg godt forstå 🙂 Den er virkelig god.

      Svar

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Simons Japan blog

Konnichiwa!

Mit navn er Simon og er din nye inspirationskilde til dit næste Japan-eventyr.

Jeg er en almindelig fyr der altid har været fascineret af Japan. På denne blog deler jeg ud af mine bedste oplevelser, rejsetips, tanker og ikke mindst hvordan man får flettet japanske oplevelser ind i sit liv her i Danmark. Følg denne blog, hvis du ligesom jeg er vild med Japan og deres kultur.