Sådan kommer du fra Narita lufthavn ind til Tokyo

09/09/2019 | Rejser

Transport fra Narita lufthavn til Tokyo

Når du rejser til Japan er det højest sandsynligt Narita lufthavn du lander i. Ved Tokyo findes også Haneda, men der er færre internationale flyruter der ender der. Så med afsæt i Narita lufthavn, der ligger ca. 60 km udenfor byen, hvordan får du transporteret dig selv ind til Tokyo by?

Tokyo har rigtig mange toglinjer, hvilket kan føles uoverskueligt når man besøger Japan for første gang. Jeg vil derfor forsøge at gøre det mere gennemskueligt for dig ift. hvilke muligheder der findes, hvor lang tid de tager og hvad de koster. Fælles for alle mulighederne er, at billetter kan købes når du er landet i lufthavnen. Bemærk at de viste priser kan ændre sig og valutakursen ligeså.

Tog fra Narita lufthavn

JR Narita Express
Hvis du skal til Tokyo station er det mest komfortable transportmiddel JR Narita Express (forkortet NEX). Det skyldes at ruten kører direkte mellem Narita lufthavn og Tokyo station. Denne rute tager cirka 1 time og koster omkring 3.000 yen (ca. 190 kr.). Har du inden din rejse købt et Japan Rail Pass er denne rute dækket ind.

Keisei Skyliner
Vi tog på vores rejse til Japan Keisei Skylineren, da det var den rute vi kunne tage hurtigst efter vi var landet og passede med den vej vi skulle for at komme til vores hotel. Der er skift undervejs, men det er ret ligetil hvis du bruger Google Maps til at følge en rejseplan (kan anbefales uanset hvor simpel ruten er). Ruten tager omkring 40 minutter og koster omkring 2.470 yen (ca. 157 kr.). Vi købte pladsbilletter, hvilket gav ro, men der var næsten ingen passagerer med toget, så der var masser af plads til både os selv og vores kufferter.

Keisei Limited Express
En tredje mulighed er Keisei Limited Express som du kan tage fra Narita lufthavn til Nippori station og herfra skifte til en anden rute afhængigt af hvor i Tokyo du skal hen. Det tager omkring en time og et kvarter, og koster 1.030 yen (ca. 65 kr.)

JR Shobu line
En fjerde mulighed er JR Shobu line. Denne rute tager 1,5 time og koster 1.320 yen (ca. 84 kr.). Ligesom JR Narita Express er denne rute direkte uden skift – men igen vil jeg opfordre dig til at tjekke Google Maps for den præcise ruteplan.

Taxa fra Narita lufthavn

Taxaer er dyre i Japan og eftersom Narita lufthavn ligger et godt stykke udenfor Tokyo, vil det være dyrt at tage en taxa til og fra lufthavnen. Priserne afhænger meget af hvor i Tokyo du skal hen, men ligger altså mellem 16.000 yen (1.000 kr.) og 26.500 yen (1.686 kr.). Eftersom togsystemet fungerer så godt, ser jeg ingen grund til at tage en taxa, men gør du det alligevel behøver du ikke at forudbestille den.

Bus fra Narita lufthavn

Limousine bus
Har vi overhovedet et dansk udtryk for limousine bus? Anyway, der kører disse busser fra Narita lufthavn til Tokyo station cirka hvert kvarter. Ruten tager lidt over 1,5 time og koster 3.100 yen (197 kr.). Nogle selskaber har særlige ruter der kører til de store hoteller i Tokyo. Derudover findes der for turister returbilletter der er billigere at købe end to enkeltbilletter.

Tokyo shuttle bus
Cirka tre gange i timen kører denne pendler-bus mellem Narita lufthavn og Tokyo station. Ruten tager 1,5 time og er blandt de billigere løsninger og koster mellem 1.000 og 2.000 yen (63-127 kr.) afhængigt af tidspunktet.

The Access Narita bus
Denne rute tager ligeledes 1,5 time og har også omkring 3 afgange i timen. Ruten kører mellem lufthavnen, Tokyo station og Ginza station. Prisen er ligeledes mellem 1.000 og 2.000 yen afhængigt af tidspunktet.

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Simons Japan blog

Konnichiwa!

Mit navn er Simon og er din nye inspirationskilde til dit næste Japan-eventyr.

Jeg er en almindelig fyr der altid har været fascineret af Japan. På denne blog deler jeg ud af mine bedste oplevelser, rejsetips, tanker og ikke mindst hvordan man får flettet japanske oplevelser ind i sit liv her i Danmark. Følg denne blog, hvis du ligesom jeg er vild med Japan og deres kultur.