Folk der er ved at planlægge deres rejse til Japan har som regel en masse praktiske spørgsmål. Især hvis de ikke har været der før. Måske sidder du i den situation lige nu. Jeg har derfor kigget på hvad folk googler af spørgsmål og vil her forsøge at besvare dem. Har du andre spørgsmål er du velkommen til at skrive det i kommentarfeltet nedenfor.
Skal man have visum til Japan?
Det afhænger af hvor længe du planlægger at blive i Japan. Har du dansk statsborger og har et dansk pas kan du rejse i Japan i 90 dage uden visum. Du har automatisk denne ret, forudsat du opfylder kravene listet på Udenrigsministeriets hjemmeside. Skal du studere eller arbejde i Japan, eller blot være der længere end 3 måneder, skal du søge et visum.
Hvor lang tid tager det at flyve til Japan?
Hvis du flyver direkte fra København til Tokyo tager det ca. 11 timer. Ruter med mellemlanding undervejs tager som regel 14-18 timer afhængigt af hvor man mellemlander.
Hvad skal man se i Japan?
Puha, det er et svært spørgsmål. Det kommer nok an på hvad man er til. Nogle er super manga/animé-fans, andre er tiltrukkede af de teknologiske og futuristiske ting, nogle søger den traditionelle kultur og andre blot lidt af det hele. Jeg vil opfordre dig til at søge inspiration på rejseblogs som min.
Stikkontakt og adapter i Japan
Japan benytter ikke de samme strømstik som vi gør i Danmark. De har også en anden spænding, hvilket betyder at der ikke sendes den samme mængde strøm til dine elektroniske enheder. Du bør derfor købe en adapter, så du kan benytte dine ting på din rejse til Japan, herunder mobiltelefon, computer, opladere, elektriske tandbørster og hvad du ellers medbringer. Adaptere kan købes mange steder, både i butikker i Danmark, i lufthavnen og i Japan.
Skal man vaccineres for at rejse til Japan?
Det afhænger af hvor længe du skal være i Japan. Anbefalingerne ændrer sig løbende, så det er bedst at tjekke de officielle vaccinationsanbefalinger på https://sikkervaccination.dk/anbefalinger/japan/
Hvad er klokken i Japan?
Tidsforskellen på Japan og Danmark er 7 timer. Det vil sige at Japan er 7 timer foran Danmark, så når klokken er 12:00 i Danmark er den 19:00 i Japan.
Hvordan er vejret i Japan?
Vejret i Japan er ret fascinerende. Det er i mange perioder ret ekstremt, f.eks. med hedebøljer det meste af sommeren og iskolde vintre. Vejret er dog også meget forskellige internt i Japan. F.eks. var der under vores rejse i november måned vidt forskellig klima i hele Japan. I det nordlige Japan var der meget koldt, i Tokyo-området hvor vi var var der lunt, og i det sydvestlige Japan var der over 30 grader.
Er der jordskælv i Japan?
Japan rammes ofte af jordskælv. Faktisk flere gange om måneden. Derfor er infrastrukturen, bygninger og interiør designet til at kunne klare dette. Eksempelvis ses dette tydeligt på japanske badeværelser, hvor næsten alt er lavet i plastik der er mere fleksibelt end porcelæn og fliser.
Du bør dog ikke være nervøs for jordskælv i Japan.
Hvad er hovedstaden i Japan?
Tokyo er hovedstaden i Japan. Det er som regel Tokyo du flyver til, når du rejser til Japan, selvom Japan også har en række andre lufthavne.
Hvad er billigt i Japan?
Japan er et land hvor du både kan bruge mange penge og få penge. Det afhænger helt af dine præferencer og dine valg. Der er rigtig mange billige ting i Japan. Eksempelvis kan du tage i outlets eller i en af Japans mange 100 Yen butikker (100 Yen er ca. 6 kroner).
Derudover kan du sagtens spise billigt i Japan. Et godt eksempel er ramen (japansk nudelsuppe) der på autentiske restauranter i Danmark nemt koster over 120 kr., men i Japan koster 30-60 kr. Ligeledes er mad fra såkaldte konbinis (convenience stores) en oplevelse i sig selv. Maden er meget billig, sund og velsmagende.
Hvilken valuta bruger Japan?
I Japan bruger de Yen. Det internationale tegn som du nok genkender er ¥. I Japan udtales Yen som en (uden y) og skrives således: 円
Hvornår er det billigst at rejse til Japan?
Den billigste periode at rejse til Japan i er i vintermånederne. Den dyreste periode er i foråret omkring sakura-sæsonen, hvor kirsebærtræerne springer ud. I den periode er både fly, hotel og alt andet dyrere. Ønsker du at rejse til Japan i en billigere periode bør du overveje efteråret eller vinteren. Jeg kan anbefale efteråret, da det stadig er lunt eller sågar varmt og samtidigt utroligt smukt med naturen der skifter fra grønlige farver til rød, gul og grønne farver. Se nogle af mine tidligere blogindlæg eller min Instagram for at se billeder fra denne periode.
0 kommentarer