Anmeldelse: Drengen og hejren

Som rigtig mange andre der er fascineret af Japan, japansk kultur og ja.. generelt alt japansk, er jeg også kæmpe stor fan af Ghibli-universet. Ghibli Studios laver nogle af de mest fortryllende film, der med en unik og charmerende æstetik, dramatiske fortællinger, interessante karakterer, virkelig finder en særlig plads i seernes hjerter – også i mit. En af mine absolutte yndlingsfilm, muligvis den absolutte yndlingsfilm, er Ponyo som også er en film fra Ghibli Studios. Den har jeg slet ikke tal på hvor mange gange jeg har set, trods jeg ellers ikke er fan af at gense film. Så når der udkommer en ny Ghibli film har jeg som regel altid høje forventninger, da Hayao Miyazaki som er geniet bag disse film, er en mester i at skabe visuelle og emotionelle fortællinger som verden har brug for at opleve.

Derfor blev jeg også virkelig glad da Camera Film spurgte mig om jeg ville ind at se den nye film af Hayao Miyazaki, nemlig ‘Drengen og hejren’. Camera Film er distributøren af filmen som pt. vises i biografer over hele landet. Jeg fik mulighed for at se den i Grand Teatret, som er en af mine yndlingsbiografer, da jeg elsker den måde som den skiller sig ud på fra andre biografer. Både i forhold til dens visuelle udtryk, hvor det gamle teater-design er bibeholdt, men også fordi det er en af de få biografer (i min optik) hvor man kan nyde en film uden alt for mange forstyrrelser fra andre gæster (så med andre ord, det er typisk et lidt andet klientel der besøger denne biograf, på den gode måde).
Jeg havde dog først mulighed for at se filmen i slutningen af februar, da jeg jo var i Japan i en god del af januar og februar. Hvis jeg ikke havde været det, havde jeg helt sikkert set den så snart den var udkommet, for ‘Drengen og hejren’ er det sidste mesterværk fra Hayao Miyazaki i hans karriere, hvor han med filmen forsøger at afslutte sin lange karriere af filmiske mesterværker og kult-klassikere. Eller det var hvert fald hensigten førhen, men jeg læser nu at han allerede er i gang med et nyt projekt efter ‘Drengen og hejren’, så han er vist ligesom Cher der altid har en ekstra “farewell tour” i ærmet, og det siger jeg ikke nej til!

En fortælling der går dybere end de fleste

I filmen ‘Drengen og hejren’ følger vi drengen Mahito, der under Anden Verdenskrig mister sin mor i et intenst flammehav og efterfølgende flytter med sin far til et nyt sted i sikkerhed, hvor han møder sin nye stedmor der tager sig godt af ham. Ved dette nye hus møder han en hejre og forvilder sig ind i et mystisk univers mellem verdener i søgen efter sin mor, hvis død naturligvis hjemsøger ham i hans drømme. Ligesom Mahito, bliver vi som seere draget ind i denne enormt fascinerende, mystiske og til tider forvirrende verden, og på en måde udforsker den sammen med ham, mens vi prøver at finde ud af hvad der er op og ned, hvem man kan stole på og hvordan det hele egentligt hænger sammen. Vi møder en masse interessante karakterer og skabninger, som både overrasker, fascinerer og føles hjertevarme, i takt med at dette mesterværk udfolder sig.
Nu vil jeg naturligvis ikke fortælle alt for meget om filmen, for den bør du virkelig selv se, men filmen er enormt god og fængende, og det er uden tvivl en af de film som man bliver ved med at have i tankerne i dagevis efter man har set den. En af de essentielle tanker som bringes på banen i denne film er hvordan man dog skal kunne leve videre i en verden der er så ond, grufuld og fuld af sorg. Om vi får svaret på dette vil jeg lade dig om at vurdere, når du ser filmen.

Hans mest personlige film til dato

‘Drengen og hejren’ bliver af mange beskrevet som Hayao Miyazakis mest personlige film til dato, og efter at have set den kan jeg godt se hvad de mener med det. For uden at have nærlæst hvad filmanmeldere mener når de siger dette, er det mit indtryk at Hayao Miyazaki med denne film også beskriver sit eget liv på forskellige måder, både med elementer som at hovedpersonens far producerer våben til den japanske hær, ligesom Hayao Miyazakis egen far gjorde, men også sin egen søgen efter en efterkommer til hans store livsværk – altså en der kan bære hans talent, vision og indflydelse videre. Derudover oplevede jeg en masse referencer til tidligere film såsom Prinsesse Mononoke, Ponyo, Chihiro og Heksene, Det Levende Slot og flere til. Om det blot er mig der ser dette ved jeg ikke, men jeg oplevede det som at der blev trukket disse referencer via alt lige fra karakterer der mindede lidt om indflydelsesrige karakterer fra hans andre film, til specifikke visuelle stile i bestemte scener der mindede om stilene fra andre film, til bestemte bevægelser og handlinger, og ligeledes elementer i fortællingen der mindede om elementer fra nogle af de andre film. Det var utroligt interessant at opleve, for ud over at opleve et indirekte gensyn med gamle kendinge, gav det også rigtig god mening for denne film, og ikke mindst binder det hele hans karriere og livsværk sammen i ét stort fyrværkeri der både får alting til at give mening, men også subtilt fortæller os seere om hans eget liv, udfordringer og tanker. Jeg vil mene at netop det, at han formår at gøre dette, gør denne film til et mesterværk ud over alle grænser (som om filmen og dens fortælling i sig selv ikke er mesterværk i sig selv… hvilket den er!). Selvom det umiddelbart ikke ser ud til at være hans sidste film alligevel, føles det alligevel lidt som det, netop fordi den på en så interessant og fortryllende vis binder alting sammen. Det er lidt svært at forklare uden at gå i detaljer, det er blot noget du er nødt til at opleve selv.

Så hvis du går og overvejer om du skal tage ind at se filmen mens den stadig går i biograferne, så er min anbefaling et klart ja! Og jeg vil klart mene, at du får mere ud af filmen ved at se den i biografen, da en film som denne fortjener at blive set på et stort lærred i uforstyrrede omgivelser.

Se traileren her